Klient udtalelser
Herunder bringer jeg nogle forskellige klientudtalelser, som de har været søde at dele, så I kan få en fornemmelse af hvad det er jeg bl.a. laver
- Mette: Fødselsforberedelse 2. barn
- Linda: Fødselsforberedelse 1. barn
- Pia 37 år fra Esbjerg, som lider af neurasteni.
- Kvinde, 38 år – med posttraumatisk stress
- Kvinde med panikangst
Case 1: Hermed nogle ord om min oplevelse af fødselsforberedelse hos Bente
Forestil dig, at du er en stor og hvid sandstrand og havet bølger frem og tilbage på dig. Du kan også være i færd med at puste lys ud på lagkagen eller være en hund på en varm sommerdag. Det lyder måske lidt underligt, men disse “billeder” er blandt andet nogle af grundene til, at jeg har fået rigtig meget ud af Bentes fødselsforberedelse.
Jeg synes Bentes måde at fortælle igennem billeder og hvordan vi bruger vores krop i forhold til ve pause, smertelindring, pressetrang og især det dybe åndedræt, har hjulpet mig meget og gjort mig tryg ved tanken om fødslen. Hun underviser på en go´, positiv, ærlig og humoristisk måde, der gør én rigtig motiveret for at føde det her barn. Jeg har haft stor glæde af, at gå til Bentes fødselsforberedelse ved begge mine graviditeter og kommer det til en tredje graviditet, er jeg helt sikkert på igen.
Mette
Case 2: Jeg er gravid = jeg skal føde et barn !!
For en kontrolleret førstegangs gravid som jeg, var den forestående fødsel et meget vidt og uklart begreb, jeg søgte derfor mange informationer på nettet og i min omgangskreds..
Mange forsøgte at visualisere deres fødsler for mig, oftest i form af meget dramatiske billeder af 40-50 timers maratonfødsler indebærende saks, kniv, sugekop, nål og tråd.Heldigvis var der også flere der, uafhængigt af hinanden, anbefalede mig, at deltage i Bentes fødselsforberedelser..
Kurset var en god kombination af teori og praksis, hvor jeg fik en god indsigt i hvordan en fødsel kan foregå. Der var undervejs mange eksempler hvordan man kan føle, hvad man kan gøre og hvordan man kan gøre det.Disse mange forskellige eksempler gjorde det meget relevant, da smerte er et relativt begreb og fødsler er individuelle.. Der blev givet eksempler på flere forskellige vejrtrækningsteknikker og stillinger – hvilket skulle vise sig at blive en gavnlig viden for mig.
Fødselshjælperen alias min mand var meget skeptisk da jeg fremlagde, at han SKULLE med en af aftnerne, han så sig meget gerne fritaget, da han vist frygtede, at han skulle deltage i et gispe-stønne-puste-kursus, det kan både han og jeg afkræfte var tilfældet. Han var meget taknemmelig for, at han fik nogle redskaber, som han kunne ty til under fødslen.
Hvorfor jeg var glad for at have deltaget i kurset;
- Da jeg lige pludselig blev forskrækket over en eller anden vanvittig kvinde, der brølede som en ko og opdagede at det var mig selv – der kom jeg i tanke om beretninger om urkraften og fortsatte naturlig ufortrødent – stakkels jordemoder og mand 🙂
- Da jeg fik stor ros over at kunne praktisere nærmest alle vejrtrækningsteknikker (nogle mere bevidste end andre) samt gode/brugbare stillinger under veerne.. Jeg anser kurset for at være en medvirkende faktor til, at jeg kunne nøjes med vand og akupunktur som smertestillende trods en lang fødsel. Det medvirkede helt sikkert til, at jeg ikke gik i panik, da jeg havde noget konkret at forholde mig til.. Jeg anbefaler alle at deltage og når Carla skal have en lillesøster eller bror vil jeg helt sikkert deltage igen..
Linda, 26 år
I mit møde med Bente og afspændingspædagogikken oplever jeg for første gang i mit liv, at der er en kontakt imellem min krop, psyke og tanker. Igennem kropslig afspænding til musik, billedskabende tanker/meditation, snakke samt Bentes greb om hvert enkelt kropsdel, mærker jeg den totale afspænding i krop og hoved. Jeg oplever desuden, at hvert enkelt kropsdel får forbindelse med madrassen, jeg ligger på. Der er pludselige tid og rum til, at jeg kan foretage de dybe vejrtrækninger, som er den bedste medicin mod stress og spændinger i kroppen. Kroppen bliver igennem arbejdet hjulpet på vej til at finde ind til roen og hvilen.
Kropsholdninger, kroppens signaler og kroppen som kommunikationsmiddel bevidstgøres jeg ved, at Bente og jeg arbejder foran spejlet, ved at rulle fødder, lave øvelser omkring den åbne og lukkede krop og ved at træne gang- og ståstillinger. Herved kan jeg i min hverdag stå langt mere selvbevidst og tydelig frem, så jeg sender de rigtige signaler til omverdenen.
Mit samarbejde med Bente har sendt mig ud på mit livs største og mest spændende rejse – At blive bevidst om mig selv, min krop, dens reaktioner og ikke mindst den sammenhæng, der er imellem min krop, psyke og tanker. Det er den største gave, jeg har fået. Øget selvværd har været et meget essentiel resultat for mig i denne behandling. I Bentes råd, vejledning og evne til at være en personlig ventil, har jeg fået et visum til mig selv og ikke mindst til andre mennesker. Bente har sat processer i gang inde i mig, som konstant fører mig hen til og minder mig om det vigtigste her på jorden: Livskvalitet.
Jeg vil varmt anbefale denne behandlingsform, som har været, og er stadig er for mig, helt unik.
Pia 37 år fra Esbjerg, lider af neurasteni.
Jeg har været klient hos Bente i ca. 8 år. Efter min første fødsel i 1996 startede jeg til efterfødsel på Bentes hold. Efter 2. fødsel startede jeg igen på Bentes hold og havde nogle skavanker som jeg startede behandling på i Bentes private praksis. Her fik jeg en overvældende oplevelses gennem mange år.
Jeg har i en periode været ramt at post traumatisk stresssyndrom og gik i denne periode ofte I Bentes praksis. Min krop var i chok og “udbrændt” og gennem Bentes behandlinger lærte jeg mig selv og min krop at kende, og hvordan krop og psyke hænger sammen og hvordan kroppen har en selvhelbredende kraft.
Det har taget lang tid og mange år og “rejser” at nå til det kendskab, men det har været hele rejsen værd. Med Bentes hjælp har jeg genvundet kontrol styring og styrke i kroppen som er en vigtig forudsætning for et godt mentalt helbred.
Jeg har lært at læse kroppens signaler og reagere og handle ud fra hvad kroppen fortæller mig. Jeg har lært at trække vejret rigtigt igen og hvor vigtig en funktion vejrtrækningen er ikke bare for overlevelse men også for kroppens funktioner. Jeg går fortsat til behandling hos Bente, fordi jeg kan mærke hvor vigtigt det er fortsat at få afspændt kroppen og løsnet for små og store problemer jeg støder på igennem livet.
Bentes behandlinger hjælper mig både fysisk og psykisk. “Det handler om at turde lukke op for de forandringer, behandlingen byder på og hilse dem velkommen. Gør man det får man tifold igen. Bente yder en super effektiv behandling, den er behagelig og giver velvære.
Kvinde, 38 år
Jeg fik dig anbefalet af en kollega, som selv har været igennem akkurat det samme som jeg. Hun fortalte at hun havde stor gavn af tiden hos dig.
Jeg kan huske den allerførste dag jeg kom, hvor jeg var allerlængst nede – det var ikke andet end en lille uge efter det første panikanfald.
Dit glade smil og meget positive indstilling gjorde, at jeg slappede fuldstændig af – i det omfang jeg kunne på det tidspunkt. Den evne, du har til at leve dig ind i ens symptomer, tilstand osv. er simpelthen guld værd. Ikke mindst de små teknikker, som du viste med vejrtrækning, afspænding osv. var guld værd og jeg ville på ingen måde have undværet det i dag.
Jeg har haft stor gavn af at gå hos dig, da du formår at give en forståelse for, hvor meget krop og sjæl hører sammen.
Da jeg startede omtalte jeg min krop som 2 dele; hovedet – og så kroppen som et lille vedhæng. Langsomt fandt jeg ud af, hvor meget de 2 ting hører sammen og det har jeg stor gavn af i dag!!
Jeg vil næsten anbefale at enhver kvinde på et tidspunkt taget et smut ud omkring dig – da alle kunne have behov for at stoppe lidt op i den travle hverdag og lytte lidt mere til sig selv og de signaler kroppen giver.
Så kunne vi måske også undgå at der er nogen der kommer ned med nakken ligesom jeg :-o)
Kvinde